Lidt om mig og hvorfor jeg har lavet Wow1mom – en blog for alenemor

Min mission er at hjælpe dig, der er alenemor, med at skabe et liv med overskud, glæde, nærvær og kærlighed.

Hvorfor en blog for alenemor?

Splittelsen af familien med børn er noget af det hårdeste, jeg har oplevet. Det er kommet bag på mig, hvor ondt det gjorde, både lige efter, men også den dag i dag (7 år efter), mærker jeg stadig eftervirkningerne – sorg og savn over den mistede familie og drømmen om denne; børn der skal finde ud af at leve med, at far og mor ikke er sammen; den svære kommunikation med børnenes far; at relatere til hans kæreste og hans familie; at være familiens leder – men alene; finde en indre sikkerhed og turde stå fast; praktiske udfordringer, når der skal hænges lamper op, løftes tunge ting, møder og børnepasning; planlægning; udkørthed; faren ved, at sur bliver vanen; forhold til venner og familie i forbindelse med skilsmissen; flytninger; økonomi; fødselsdage; højtider og meget meget mere.

Den gang i 2016 var jeg lille, usikker og bange. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig som et offer uden ret mange handlemuligheder. Det virkede uoverskuelig, jeg var udmattet og skrækslagen og hvordan skulle jeg nogensinde lande på mine ben og skabe et godt liv og en glad familie. Kunne det overhovedet lade sig gøre at få en ”rigtig” familie med kun en voksen om bord? Og kunne jeg blive glad igen?

Det føltes kaotisk og krævede, at jeg blev kaos manager. Jeg måtte blive min egen helt.

Det lykkes! Det tog tid og det tog mange ressourcer, men jeg kom i mål. Eller i mål kommer jeg nok aldrig helt, for der er altid plads til forbedring og der kommer altid nye udfordringer.

Om wow1mom

Men hvad var det helt præcist, jeg gjorde for at nå hertil? Det handler min blog om. For jeg manglede et sted at finde råd, vejleding, ideer, forståelse og at vide jeg, ikke var den eneste. Jeg manglede en blog for alenemor.

Min blog handler også om hverdagen som alenemor. Alt det du selv skal gøre, dit mindset, praktik og hvad en hverdag med børn ellers byder på for en alenemor.

Den viden jeg har samlet mig og de erfaringer jeg har fået, deler jeg her på wow1mom.dk. Alt fra opsætning af lamper, kommunikation med eks, opbygning af selvbillede og selvtillid, budgetter, børn der er kede af det, ferie alene med børn, vedligeholdelse og opbygning af mor og en hel masse andet.

Bloggen udbygges, så den bliver din guide til, hvordan du kan tumle nogle af de udfordringer du møder og blive en glad enestående mor. Fra kaos til klar.

Det skal understreges, at jeg hverken er terapeut, pædagog eller jurist. Jeg er den, der har gået vejen og det er det jeg skriver om.

Lad mig få din feedback, så jeg kan skrive om lige præcis det du har brug for at læse om.

Alle ord på Wow1mom er skrevet med ægte menneske hånd og ånd.

Præsentation af mig

Som nævnt ovenfor er alenemor, eller enestående mor som jeg kan lide at kalde det, til tre drenge og det har jeg været siden 2016.

Vi bor til leje i et dejligt rækkehus tæt på venner, skole, parknatur, med gode naboer og en lille bitte have. Trods få kvm har vi plads til vores dejlige schæfer vovse Xavi på snart 2 år og en lille hvid dværgkanin ved navn Ivi.

Jeg drømmer om hus på landet, masser af dyr, kæmpe køkkenhave og skov i baghaven og strand i forhaven. Man har jo lov at drømme…. Ja det fremgår jo nok af dette, at jeg holder meget af dyr og natur. Jeg holder også meget af at læse og lære nye ting, jeg holder af yoga, vegetarmad med gode venner, masser af dans, kage og solens varme på en skøn sommerdag.

Stilhed, fordybelse og ro er nu blevet nødvendigt for min hjerne, men også noget jeg altid har holdt rigtig meget af.

for cirka 700 år siden blev jeg uddannet markedsføringsøkonom og siden hen yogalærer. Derudover har jeg en halv uddannelse som designer og en et helt kursus, der gjorde mig til mindfulness mentor.

Det var en lille flig af og om mig.

Jeg håber, du har lyst til at læse med her på Wow1mom.

Følg Wow1mom på Instagram

”Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Lise Schlagelberger Simonsen forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.”