Ferie,  Oplevelser / aktiviteter,  Uncategorized

5 skøre og sjove staycation ideer med børn og alenemor

Staycation er meget hipt – eller var det sidste år? Anyway, når pengene er små og ferien er lang, så kan det være ret skønt med en masse nemme, sjove og hyggelige ideer til at holde ferie hjemme. Altså helt hjemme. Uden at forlade jeres hjem. Her får du 5 skøre og sjove staycation ideer med børn og alenemor.

For at det føles som ferie, skal staycation bryde med hverdagen. Så leg, brug fantasien og spil lidt teater. Når der er børn med, må det gerne være lidt skørt, fjollet og sjovt. Så gå all in.

Måske er det i overkanten med en hel dag på telttur hjemme i stuen, men vær med det, der er sjovt og muligt. Gå til og fra, hvis det passer bedre.

5 skøre staycation ideer

Stue camping

  • Slå telt op inde i stuen eller i haven og lad som om I er på camping. Har I ingen telt, så lav en hule af nogle tæpper. Har I liggeunderlag og soveposer, så brug endelig dem og ellers går dyne og topmadras fint an. Husk lommelygte, et spil, snack, en læse højt bog og ikke at forglemme en lyskæde, hvis I er på glamping og en kikkert, hvis I mere kører en safari stil. Fuldend set-uppet med at riste skumfiduser over Ipad eller tv pejsen og lad som om det er et lejr bål. Åben ild og grill i stuen er dog en dårlig kombination, så måske kan I grille på altanen, hvis I holder telt ferie i stuen.

Paris

  • Alt er muligt også en tur til Paris. Når man skal til Paris, kan man jo tage nattoget – altså det hjemme i stuen. Nyd et døgns tid i byernes by med baguette, croissanter, løgsuppe og bøf bearnaise. Se Eiffeltårnet, efter I selv har bygget det af grill pinde af træ eller tegn det. Og nu er der mode show. Ind i mors skab og lav de flotteste sæt tøj og gå catwalk sammen med mor. Da mine drenge var små var de vilde med at gå i mit skab og finde det mest glimtende og farvestrålende tøj frem og gerne tage det hele på, på en gang. Plus høje hæle. Måske kan I skaffe noget publikum. Det kan være katten vil stille op eller bedsteforældrene.
Staycation med børn på den lidt skøre måde
– klæd ud er altid et hit

Charterferie i stuen

  • Tag til udlandet hjemme i stuen. Bestem en destination og rejs væk en dags tid eller to uden at forlade din matrikel. Tag en flyver derned og husk små pastiller til at trykudligne ørerne og fortæl lige, hvor nødudgangen er. Måske tager I til Italien og spiser pizza til frokost og spaghetti til aftensmad og slut af med italiensk is til dessert. Husk italiensk baggrundsmusik mens I spiser og har du en rødternet dug, så er det nu, den skal i brug. Bad i det lune hav i opvaskebaljen og fang en musling eller en krabbe (mon ikke der i legetøjet er en bette plastic krabbe eller fisk, der kan bruges). Gør det ekstra autentisk ved at smide et par italienske ord her og der og kan du ingen, så bare lad som om.

Mini MGP – scenen er sat lige midt i stuen

  • Tag til MGP og underhold hinanden med sange og sceneoptræden. Klæd jer skørt ud og syng en sang I selv finder på, eller en I kender. Tekster til de fleste sange findes på nettet. MGP deltagerene svøbt i spotlight og glimmer, så frem med lamper og find nogle pailietter, der kan drysses med rund hånd ud over de optrædende. Lav billetter og inviter naboerne eller kusinen til at være publikum. Når nu man skal til MGP, så skal man nok overnatte på hotel, derfor red sengen fint og læg en lille chokolade på puden.

La Santa

  • Afsted til en ferie med sport og skal vi ikke tilføje lidt spa? Tag til timer med styrketræning, yoga eller akrobatik. Der er masser af videoer på nettet. Børn kan have svært ved at følge en video, så du kan lade dig inspirere og være træner. Slut af med en omgang stue bowling med en bold og plastic flasker som kegler. Og nu til afslapning og – fodbad med duft, ansigtsmaske, neglelak, duftlys, lidt frugt og stille musik i baggrunden.
Staycation – Yoga og Wellness ophold hjemme i stuen

Indrømmet – alle 5 skøre og sjove staycation ideer for børn og alenemor, kræver en vis portion indlevelsesevne og ikke mindst lyst til at være lidt fjollet. Det kræver også en smule planlægning. Men dine børn vil helt sikkert synes, det er sjovt at være med til at planægge.

Og husk nu: Det er bare for sjov og det skal ikke være perfekt eller bare i nærheden af. Det skal være sjovt og dejligt samvær. Børn elsker, når voksne leger og er fjollede, så bare slå dig løs som stewardesse, fitness træner, italiener, supermodel og MGP stjerne.

På Wow1mom er der en hel serie med ferie inspiration, gode råd og meget mere. Dette indlæg er en del af denne serie. Du kan også læse om:

60 hjemme aktiviteter

30 ideer til natur og børn

Ferie planlægning

Muligheder for at søge ferie støtte

Følg Wow1mom på Instagram

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.