Huskeliste til Konfirmation
Konfirmation,  Uncategorized

Huskeliste til konfirmation

– med sparetips

Der kan være rigtig mange ting at holde styr på op til en konfirmation. Er du alenemor, så kan det være, der kun er dig til at holde styr på det hele og få alt til at klappe på dagen. Det kan også være, der er noget samarbejde med eksen, der er ekstra svært i denne situation. Derfor har jeg lavet denne Huskeliste til konfirmation.

Huskeliste til konfirmation kan bruges som du vil. Du kan følge den punkt for punkt, eller du kan lade dig inspirere til din egen liste. Alle konfirmander og konfirmationer (og nonfirmationer) er forskellige og derfor kan der altid være noget helt specielt for jeres store dag, som skal med på jeres huskeliste. Eller der er punkter, der ikke er aktuelle for jer.

Jeg har forsøgt at få alt, hvad jeg kan komme i tanke om med på listen, men skulle der være smuttet en ting eller to, så er du meget velkommen til at skrive en kommentar nederst eller sende mig en mail, så jeg kan få ajourført listen.

Alle punkterne på huskeliste til konfirmation er udstyret med, hvilke overvejelser, der knytter sig til dem, samt sparetips.

Inddrag og afstem forventninger

Det er fedt at skulle konfirmeres og glæden er sikkert stor og ligeså forventningerne. Og forventningerne kan blive meget høje og svære at indfri og dermed kan den unge blive lidt skuffet eller ked af det. Derfor er det en god ide allerede fra starten af, at inddrage og afstemme forventningerne. Er budgettet til helikpoter eller trillebør? Skal festen være på 5 stjernet hotel eller i forsamlingshus.

Derudover har jeg inddraget mine drenge i det omfang, de havde lyst. Det har især handlet om gæster, mad og tøj. Alt hvad der hed farver, tema og borddækning, var der meget få meninger om og det er helt ok.

Her kommer den: Huskeliste til konfirmation

konfirmation eller nonfirmation

Det allerførste I skal tage stilling til, er om det skal være en konfirmation eller en nonfirmation. Skal det være en konfirmation, skal I vælge i hvilken kirke den unge skal konfirmeres og tage kontakt til præsten.

Dato

Så snart du har fået datoen, er det en rigtig god ide at sende den ud til den nærmeste familie og venner. Det kan gøres mundtligt eller på en besked. Det er vigtig, de får datoen hurtigst muligt, så de kan afsætte dagen til fejring. Ligeledes kan det være en rigtig god ide at booke lokale i god tid, da der kan være rift om egnede lokaler i konfrimations sæsonen.

Budget

Hvor mange penge kan og vil du bruge på konfirmationen? Det kan let løbe op i mange penge, hvis man har lyst til det. Men en mindre fest, med færre og mindre udgifter er bestemt også en helt rigtig måde at fejre på.

Husk der er fordele ved alle budget niveauerne. En dyr restaurant er en dejlig luksus oplevelse. En fest hjemme giver mulighed for lige den menu konfirmanden ønsker og fest til kl 6 næste morgen, hvis det ønskes.

Tag udgangspunkt i, hvad du kan spare op eller har sparet op og om faren betaler noget af festen og hvor meget.

Gæsteliste

Hvem skal med? Kun familie eller også venner? Skal konfirmanden have et par venner med? Antallet af gæster skal være realistisk i forhold til, det budget du har lagt. Desuden får antallet af gæster betydning i forhold til, hvilket lokale du skal vælge.

Det er også vigtgt at få afklaret om, I holder konfirmation hver for sig eller sammen.

Konfirmation hver for sig eller sammen

Det er et punkt, der skal tages stilling til, hvis du er alenemor og der findes en far et sted derude. Kan og vil I holde en fest sammen?

Der er muligvis pres på fra omgivelserne og din egen indre “burde” om at I SKAL holde konfirmation sammen. Jeg tror, de fleste forældre vil strækkes sig meget langt for en fælles fest og sluge mange kameler for, at det bliver en god dag. Og det er da også dejligt for den unge, hvis det er en mulighed med en fælles fest. Det er bare ikke altid en mulighed og så er det altså helt i orden. Det er bedre med to fester og en god stemning til begge fester, end en fest, hvor stemningen er trykket og konfirmanden kan mærke det.

Sted

Hvor skal konfirmationen holdes?

Hvis festen skal holdes hjemme, kan du med fordel overveje følgende? Kan alle gæster være der, skal der flyttes møbler for at lave plads, har du borde og stole nok, kan køkken forholdene klare madlavning til mange gæster eller skal I have maden udefra, så det kun handler om opvarmning og anretning?

Skal festen være i et lejet lokale, kan du overveje følgende: Afstand fra kirke. Omgivelserne – er det aktuelt med legeplads, boldbane, ingen befærdede veje. Er det stort nok og er der service, borde og stole. Hvad koster det at leje? Er der køkken og er det egnet til madlavning eller kun til anretning. Hvornår må I komme og dække op og hvornår skal det afleveres igen. Er lejen med eller uden rengørring.

Er restaurant en mulighed, skal der tages stilling til menu – kan konfirmanden få det, han eller hun ønsker? Hvordan er beliggenheden i forhold til kirken? Er der drikkevarer med i prisen eller kommer det i tillæg. Skal I være ude på et bestemt tidspunkt og skal der evt. være kaffe på hjem adressen.

Sparetips:

Hold konfirmationen hjemme. Det er langt det billigste, da der ikke skal betales lokale leje og mad og drikke er billigere. Men hvis I er mange og hjemmet er for lille, så er det muligt at leje forsamlingshuse lidt ude på landet til en rimelig pris. Det kan også være du kan leje et lokale gennem din eller børnenes fritidsaktivitet eller gennem en boligforening. Spørg dig frem. Det værste du kan få er nej.

Transport til og fra kirken

Skal der arrangeres transport fra kirken? Og skal det være sjovt og underholdende, eller skal det være en fed bil eller hestevogn eller noget, der har med konfirmandens interesser at gøre?

Det meste transport kan lejes, men prisen for en porsche er i den dyre ende.

Sparetips:

Der findes masser af muligheder. Trillebør pyntet med blomster eller fodbolde. Kan du låne en fed bil af en eller anden? Måske en surprise gæst kan være den, der henter. Eller kan du låne en hest, et æsel, en kæphest, en bærestol. Fri fantasi og lån dig frem.

Konfirmationsbidrag

Den der har konfrimanden boende på adressen kan søge om konfirmationsbidrag hos den anden forældre.

I 2024 er beløbet på 4110 kr. Der skal søges senest dagen før konfirmationen og tidligst 3 måneder før.

Du kan læse mere hos familieretshuset. Her får du de helt opdaterede tal, relger og frister.

Tøj

Skal der være specielt tøj til Blå Mandag, eller kan konfirmations tøjet, eller noget af det, genbruges? Det kan være en fordel at tale med den kommende konfirman, om han eller hun mener, at det er bedre at få de fedeste sko eller bukser og så kan de bruges både på selve dagen og til Blå Mandag.

Er det tøj fra yderst til inderst? Undertøj, strømper, overdel, underdel, sko, smykker, slips eller ligende.

Der findes masser af konfirmations messer og modeshow og specielle udstillinger i butikkerne. Det kan være en god ide at tage på inspirations tur inden, det endelige sæt tøj vælges.

Sparetips:

Tjek genbrugsbutikkerne for gode fund.

Vi har en kirke i Randers, hvor det fantastiske personale hvert år holder konfirmations aften med brugt tøj og inspiration til bordækning. Det kan være du også kan finde sådan et arrangement i nærheden af dig.

Vær ude i god tid og shop konfirmations tøj på udsalg.

Servering

Vil du gerne have en eller flere, der kommer og hjælper med at dække bord, servere, rydde af og rydde op, eller kan I selv klare det?

Hvordan skal festen være? Er det ok gæsterne selv skal samle deres tallerkener mellem retterne, at de selv skal hente sodavand. Der er intet, der er mere rigtigt end andet. Det handler om, hvor formelt eller hvor afslappet det skal være. Det er to forskellige oplevelser og begge kan være lige skønne.

Sparetips:

Det er dejligt at kunne nyde dagen uden at skulle stå for at lave mad og servere og vaske op. Er der en god veninde, der vil træde til eller kan opgaverne fordeles mellem gæsterne. Alternativt kan der hyres servering.

Servering er dejligt at have, men det er også en af de poster, der kan spares

Menu

Vil I selv lave maden eller få venner og familie til at hjælpe? Skal der komme en og lave maden eller skal maden komme udefra?

I skal overveje om det skal være buffet eller en anden løsning.

Er der gæster med særlige behov? Det kan være diabetes, vegetar, veganer, allergier osv.

Sparetips:

Her kan der også spares, hvis du selv, venner eller familie medlemmer kan lave maden eller noget af maden.

Drikkevarer

Hvad skal I drikke til konfirmationen og hvad passer til menuen? Skal der være en velkomstdrink, når gæsterne kommer? Skal der være noget til kaffen?

Husk også at tage hensyn til dem, der ikke drikker alkohol og dem der ikke drikker noget med sukker i eller andre ting, der skal tages hensyn til. Gæsterne bliver glade, når I har tænkt på dem.

Sparetips:

Slå til, når der er udsalg og overvej om der skal være andet end sodavand, øl og vin.

I nogle supermarkeder kan man lave en aftale om at levere drikkevare tilbage, hvis gæsterne ikke var så tørstige som antaget.

Invitationer

Skal invitationerne bestilles og leveres færdige til at sende ud eller skal I selv være kreative?

Hvad skal der stå på en invitation? Anledning, sted, tidspunkt, SU og til hvem (telefonnummer), hvem er toastmaster og evt. andet relevant for netop jeres fest.

Er der plads til alle i kirken eller kun de nærmeste? Det skal med i betragting, når I laver inviationerne.

Invitationen kan sendes ud tidligst 6 måneder før og senest 2 måneder før. Min holdning er, at 3 – 4 måneder før er meget passende.

Sparetips:

Det er mit indtryk, at det bliver næsten samme udgift om I selv laver invitationer eller om I får dem trykt.

Men der er penge at spare, når det kommer til at udbringe invitationerne. Porto er blevet en stor udgift. Er det muligt at aflevere invitationerne personligt eller køre rundt og smide dem i postkassen hos gæsterne?

Fotograf

Skal du have fotograf med på din huskeliste til konfirmation? Det er muligt at hyre en fotograf til foto af konfirmanden eller af hele festen. Men det kan også være, du har en fætter, der er super god med et kamera.

Eller du kan spørge nogle af gæsterne, om de vil være ansvarlige for at tage foto undervejs.

Sparetips:

Vil du gerne have foto af alle gæsterne, kan du opsætte et stafeli med en fotoramme på og bede gæsterne om at stille sig i rammen og få taget foto. Det kan spices op med sjove hatte, horn, næser og briller. Se mere om dette her.

Ramme til gæste-selv-foto

Ønskeseddel

Der skal laves en ønskeseddel til gæsterne og det er en god ide at have den klar, lige så snart gæsterne har modtaget deres invitation.

Ønskeskyen findes som en nem mulighed for at lave en ønskeseddel. Men der er også den gode gamle metode med at lade en toastmaster eller gaveansvarlig få en ønskeseddel og være den gæsterne kontakter for at få ønsker og undgå for mange dobbelt-gaver.

Husk at lave en ønskeseddel og et gavebord

Frisør og make-up

Skal der bestilles tid til hår og make-up hos en frisør? Eller kan I selv ordne den sag?

Sparetips:

Gør det selv eller få en veninde til at hjælpe. Øv jeg gerne nogle gange inden, så den sidder lige i skabet på selve dagen.

Takketale eller sang fra konfirmanden

Hvis konfirmanden har mod på det, er en sang eller tale jo skønt. Vejled evt. i hvem, der kan hjælpe med at forfatte en sang eller en tale. Der er sikkert en onkel eller bedstemor, der er ferm til rim og taler.

Der findes også færdiglavede udgaver, der blot skal printes ud.

Tale eller sang

Skal du holde tale eller lave en sang?

Det kan være noget grænseoverskridende at stille sig op og holde en tale. Især hvis der er gæster tilstede, du ikke er helt tryg ved.

Jeg lavede en aftale med min kusine om, at hun skulle holde min tale, hvis modet svigtede mig. Hun havde fået talen til gennemlæsning inden. Jeg havde printet et foto af mit ansigt ud og sat på en pind, som hun så skulle holde op for sit ansigt, mens hun talte, for at gøre situationen lidt humoristisk – det letter altid stemningen for en selv og de andre. Det blev dog ikke nødvendigt, men det var rart at vide, der var en anden mulighed, hvis ikke jeg havde kunnet holde talen selv.

Hvordan man skriver en tale eller en sang, findes der mange gode råd om rundt omkring på nettet og jeg vil ikke komme nærmere ind på det her. Dog vil jeg anbefale at få en eller to andre til at læse den igennem.

Anden underholdning

Skal der være anden underholdning fra dig og / eller evt. søskende?

Her findes der mange gode ideer rundt om på nettet og sikkert også i dit netværk.

Underholdning kan også være til børnene i form af forskellige spil, bold, tusser eller andet.

Toastmaster

Jeg er fan af en toastmaster og det er køkkenet sikkert også. En toastmasters rolle er blandt andet at koordinere sange, taler og andet underholdning, så onkel Ib ikke begynder sin tale, lige når den varme sovs er sat på buffeten. En toastmaster sørger også for den rigtige rækkefølge af taler og sange.

Det kan aflaste dig som værtinde og tage lidt af presset. Der en nok at se til og du skal også nyde dagen og din glade konfirmand.

Bordplan

Uhhh det kan være en gyser. Helt ærligt, det er ikke altid særlig nemt i en brudt familie. Og måske er der kommet nye kærester og deres familier til, som også skal have en plads til festen.

Hvem kan sidde sammen og hvem kan ikke. Bevares alle opføre sig vel ordentlig sådan en dag. Men lige meget, hvor meget man tager sig sammen, så bliver stemningen bare bedre, hvis man sidder sammen med mennesker, man kan slappe af med.

Du kan lave små sedler med alle navnene og lege lidt med det. Du kan også lege lidt med bordopstillingen. Er det bedst med runde borde, hestesko eller noget helt andet. Måske kunne det være fristende at blande familierne, så alle lærte nye at kende. Det er bare ikke sikkert, det skaber den mest afslappede og muntre stemning.

Jeg gik efter den sikre løsning, nemlig at placere dem, der kendte hinanden sammen. Det betød, at hver familie sad ved hvert sit lange bord. Og faktisk endte det med, at min veninde var meget inde over bordplanen og hjalp med at få den bedst mulige løsning.

Tema / farver

Er der en yndlingsfarve og en interesse, der kan bruges som udgangspunkt for valg af tema og farver? Det kunne være gaming, fodbold, dans, hest, læsning, natur eller biler. Har konfirmanden nogle ønsker?

Pinterest har masser af inspiration.

Borddækning

Skal I være på en restaurant, kan du ofte godt få lov til at komme med dine egne servietter og bordpynt. De vil sikkert også gerne dække op med din bordløber og sætte bordkort på.

Inspiration til nemme bordkort til konfirmation? Det finder du lige her.

Bordpynt kunne være smukke blomster
Sparetips:

Find bordpynt i naturen og lav selv bordkort.

Gavebord

Forbered et sted gaverne skal være og planlæg, hvornår de skal pakkes op. Det er en god ide at få en til at føre en gaveliste. På den måde er der styr på, hvem der har givet hvad i gave.

Gæstebog

En gæstebog skal også med på huskeliste til konfirmation, da det er gæsternes mulighed for at skrive en personlig hilsen til konfirmanden på selve dagen. Og bagefter er den et dejligt minde.

I mange gæstebøger kan I også skrive en gaveliste, med hvilke gaver, der blev modtaget. Ofte er det også muligt at sætte foto ind og evt. sange og taler.

Takkekort

Når det hele er godt gjort og festen er forbi, så er det tid til takkekort. De kan bestilles færdiglavet eller I kan være kreative og selv finde på. Takkekort sendes ud 1 til 2 uger efter festen.

Huskeliste til konfirmation

Det var den store huskeliste til konfirmation. Jeg håbet, der var noget brugbart for dig og skulle der mangle et punkt eller to, så skriv meget gerne til mig, så vil jeg tilføje punktet til den store huskeliste til konfirmation.

Med ønsket om at projekt konfirmations planlægning bliver sjovt og fuld af glæde.

Følg med på Pinterest

Følg Wow1mom på Instagram

Dette indlæg er skrevet af en ægte menneske alenemor

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.