Sådan får du sunde relationer som alenemor
Som alenemor er relationer måske ekstra vigtige, da det er dem, man tyer til for at få sparring, råd, støtte, praktisk hjælp og dele små og store glæder og bekymringer fra hverdagen. Det er nemt at komme til at føle sig en smule lille, sårbar eller afhængig af sine omgivelser og netop derfor er det så vigtigt, at det er sunde relationer, der bygger op og nærer dig.
Her kan du læse om, sunde relationer som alenemor og blive klogere eller inspireret eller måske begge dele. Og husk nu, det er ikke en to-do liste og ikke noget med burde, men blot et kærligt input.
Hvorfor relationer er så vigtige?
De tætte relationer influerer på næsten alt i dit liv og derfor er det vigtigt, at relationerne fylder dig op og støtter dig. At de tætte relationer har stor indflydelse på dit liv, ses for eksempel ved at et svigt fra ungdomskæresten eller veninden kan sætte sig spor op i voksenlivet og hvis man ikke er opmærksom på dette, kan det få betydning for forhold efterfølgende. Derfor er det vigtigt at have gode, støttende og nærende relationer. Det kan ikke undgås, at vi slår os på forhold til andre mennesker og det skal ikke afholde nogen fra at indgå i relationer. Det er bare vigtigt at være bevist om, hvilken betydning fortidens relationer har i dag og hvad man har lyst til og hvad der er sundt for dig at være i lige nu.
Vi har relationer til forskellige ting og ingen kan udfylde alle behov. Der er venner, som er gode til at snakke om tilværelsen som alenemor; der er andre, der er gode til at hygge og feste med; der er dem, der altid stiller op; der er familien, der ofte har en ganske anden plads end vennerne; kollegaen; veninden fra folkeskolen, der bor langt væk og mange andre. De udfylder alle en plads i livet og er alle vigtige.
Spørgsmål, du kan stille dig selv for at lære mere om dine relationer:
- Hvem gør dig tryg?
- Sammen med hvem, kan du være helt dig selv?
- Hvem gør dig glad?
- Hvem giver dig ærlig og kærlig sparring?
Hvem bruger du egentlig din tid på? Bruger du tid på dem, der gør dig glad og tryg? Dem der viser dig kærlighed og respekterer dine grænser? Dem der tror på dig og er der for dig? Dem der keder dig og tør give dig ærlig sparring? Eller bruger du mere tid på dem, der overtræder dine grænser, dømmer dig, giver dig dårlig samvittighed? Et godt pejlemærke er at mærke efter, hvordan har du det efter samvær, det kan nemlig være rigtig svært at mærke i selve situationen? Er du glad og fuld af energi ,eller er du ked af det og / eller frustreret?
Det handler om DIG og hvad du føler. Det handler ikke om, hvad andre ville føle, eller at du bare skal blive mere hårdhudet – tage dig sammen. Det du føler fortæller dig noget og hvorfor ikke behandle dig selv pænt og med respekt. Hvem ved, med tiden vil omgivelserne måske så også behandle dig pænt og med respekt, eller du bliver simpelthen ligeglad. Det handler ikke om rigtige eller forkerte følelser – det handler ikke om at dømme nogen. Hverken dig eller den anden. Den anden person har helt sikkert sine grunde som kan stamme fra ubetænksomhed, vaner, misundelse, deres traumer eller spor fra opdragelsen, deres forsvarsværker eller noget helt andet. På trods af de har deres grunde, er det dog ikke dit job, hverken at finde dig i det eller helbrede dem.
Hvad er status dine relationer?
Nu ved du, hvem der gør dig glad, tryg og i det hele taget veltilpas. Men hvordan har dine forhold det for tiden?
- Er der forhold du værdsætter og har brug for, men som du ikke giver nok næring, engagement og opmærksomhed?
- Er der forhold du er vokset fra?
- Er der forhold der har brug for reparation? En undskyldning, en forklaring, en ny start.
- Hvordan mon den anden opfatter dig som ven, kæreste, søster etc?
Hvis tingene ikke fungere i et forhold og du ønsker, denne person skal være en del af dit liv, kan du med stor fordel kigge meget nøgtern på det. Altså se det udefra og have fokus på løsning og ikke på skyld. Begge må antages at gøre deres bedste og nogle gange opstår der alligevel misforståelser eller vi kommer til at såre hinanden på anden vis.
For eksempel kan det være svært at forstå situationen som alenemor, hvis ikke man selv har være i denne situation. Det kan være ting som, at man skal sidde hjemme hver aften, at man ikke får pasning hver gang der er en invitation, at økonomien er stram og der ikke er råd til helt så mange cafe kaffe eller shoppe turer, at du er mere træt og de udfordringer du står i som enestående mor. Måske kan I stadig noget andet sammen? Måske kan du forklare din situation på en måde, så relationen består og måske tilmed vokser sig stærkere.
Hvad kan du gøre for at pleje dine relationer?
Et forhold, der ikke får opmærksomhed og engagement vil til fade ud. Derfor er det vigtigt at vedligeholde forhold og tage dem seriøst. Værdsætte dem og mærke taknemmelighed. Som enestående mor kan tiden, friheden og overskuddet være lille til tider, men små ting tæller også. Find på noget, der passer ind i dit og børnenes liv.
Måden hvorpå relationer kan vedligeholdes kan være:
Tilgiv
At tilgive og vide i sit hjerte, at den anden vil dig det bedste også når det ikke helt føles sådan. Det kan være når:
- En aftale glemmes
- Fraværende i en periode
- En sårende bemærkning (Hvil i at det ikke er ment sårende, der er en anden forklaring)
Vis interesse
At vise interesse i den andens liv – Bare lige en besked eller et opkald:
- Hvordan går det med dit nye job?
- Er du blevet rask?
- Hvordan gik skole / hjem samtalen?
Vær generøs
Et forhold er ikke en handel, hvor alle skal have lige meget
- Giv mere i de perioder du kan og kan glæde dig ved at give
- Modtag med glæde og lethed
- At give er frivilligt – giv i det omfang du kan. Man må også godt sige nej
Venlige handlinger
Og meget gerne af den impulsive slags, der kommer lige fra hjertet:
- Pluk en buket til din veninde eller tante
- Tilbyd din hjælp i en situation, hvor du kan se der er behov
- Inviter på en tur på legepladsen eller noget andet, der passer ind i dit liv
Vil du læse mere om, hvordan livet som, alenemor kan blive et glad liv i lethed, så kan du læse mine 15 ideer til et mere simpelt liv.
Hvordan vedligeholder du dine forhold? Har du gode forslag, erfaringer eller andet, så del det meget gerne herunder i kommentarfeltet.
Følg Wow1mom med på Instagram