Gør din nye bolig til dit hjem
5 ting, der gør din nye bolig til dit hjem
Allerførst – tillykke med dit nye hjem.
Ny bolig og en ny start. Alle flyttekasserne er flyttet ind og nogle er måske tilmed pakket ud. Disse nye vægge er din nye bolig, men de skal også være dit nye hjem. Og hvordan gør man hurtigt og nemt lige netop det? Gør nogle vægge og et tag til et hjem? Læs her om, hvordan du gør din nye bolig til dit hjem.
5 ideer til hurtigt at skabe følelsen af hjem
God stemning
- Inviter gæster til hygge og skab god stemning og dejlige minder. Veninder,
rødvin og flytterod er en fantastisk kombination. Og pyt med det roder og at I skal sidde på gulvet og drikke af papkrus og spise pizza af bakken. Bare få inviteret den gode stemning indenfor allerede helt fra starten af.
Traditioner
- Hold en tradition i hjemmet. Det kan være en fødselsdag (dyr tæller også),
jul, påskefrokost. Og står du midt i flyttekaos og kan hverken finde ledige stole eller lagkagefade, så bare lav det i en light udgave. Det skaber en følelse af hjem og sammenhold og oplevelse af, at selvom meget er ændret, så er der også meget, der består. Det giver børn og voksne
tryghed og en fornemmelse af fundament. Her er også en mulighed for at skabe nye traditioner. Måske har du altid drømt om at fejre din hunds fødselsdag med gaver og flag eller markere solhverv eller måske noget helt andet.
Det praktiske
- Få praktikken på plads, så hverdagen kan fungere. Pyt med der er 7
flyttekasser med gamle studenterhuer og breve fra barndommens pennevenner, bare der er nogenlunde med lys, mad i køleskabet, tøj der er let at finde, skoletasken er klar og tandbørsten har fundet sin nye plads. Det skaber meget irritation at skulle lede efter sine strømper og havregryn hver
morgen. Men hvis du er bare en smule som mig, så er det helt sikkert, at alt planlægning i denne verden ikke kan forhindre, at underbukserne pludselig er flygtet og alle glassene ligger i den nederste kasse. Træk på skuldrene og glæd dig over alt det, som fungerer. Det kan være en god ide at pakke en flytte taske til hver person i husstanden med tøj og diverse. Der skal være alt det man skal bruge til en forlænget weekend eller en uge, alt efter hvor hurtigt du har mulighed for at få styr på de praktiske ting.
Plads til dig
- Er der noget du altid har ønsket dig i dit nye hjem, men som din eks nedlagde
veto imod? Måske har du altid ønsket dig alle dine bøger i stuen? Pink sofapuder? En væg med sølvmaling? en lysekrone? Køkkenhave i stedet for græsplæne? Ja, så er tiden inde til at
realisere dine ønsker. Find på ting du nu kan gøre, uden at skulle spørge
om lov eller indgå kompromis. Og nyd det.
Dyrk glæden
- Skab hygge og glæde midt i flyttekasser, tårer og ting der er væk. Køb en
lækker kage (bare drop ambitionen om at bage selv), tænd et stearinlys til
aftensmaden (som gerne må være take-away eller fryse pizza), spil Uno, gå en
tur eller find på noget helt andet. Bare det skaber glæde og hygge. Det er så
vigtigt, at alle får nogle åndehuller med gode ting, midt i al det svære. At der skabes plads til nærheden og glæden.
Jeg håber du kunne bruge nogle af ideerne til at skabe dit nye hjem.
Har du prøvet at skabe et nyt hjem og hvad gjorde du for at din bolig blev dit hjem? Del meget gerne dine erfaringer.
Følg med på Instagram
2 Comments
Pingback:
Pingback: